Det islandske højland er notorisk kendt for at være råt, øde og uforudsigeligt, og i store dele af året er temperaturerne ligeledes frysende deroppe. Enhver sjæl, der ikke ved, hvad de laver, frarådes at bevæge sig derind på egen hånd. Lige netop derfor besluttede jeg mig, at jeg ville vandre de 400 kilometer uden for civilisationen helt uledsaget … og så endda i det isende efterår.

Fra mine tidligere ekspeditioner har jeg været vant til, at jeg kunne finde et vandrehjem, når jeg var træt, en restaurant, når jeg var sulten, og en varm bruser, når jeg var kold. Men i min mangelfulde planlægning, var der ikke taget højde for de barske kår, højlandet bragte med sig. Det tog mig kun fire dages vandring og 130 kilometer at indse, at det var det rene dødsønske, hvis jeg fortsatte dybere ind i terrænet.

Mine sko var så små, at mine ankler var store kødsår og at seks af mine tånegle faldt ud. Mit telt havde intet gennemtræk, så jeg vågnede op i den frosne kondens hver morgen, der dag efter dag gjorde min sovepose kun mere frossen. Jorden var så frossen, at teltpløkkerne ikke kunne mases i, og vandet var så koldt, at det frøs til, inden det var løbet gennem mit vandfilter. Vandkrydsningerne var isbeklædte, så det hed bare underbukser og sandaler, når jeg skulle sparke mine blødende skinneben videre igennem det tykke islag.

Derfor måtte jeg så sandheden i øjnene og ringe 112 den fjerde morgen, da et videre forsøg ville betyde, at jeg kun bevægede mig mere end mine allerede +100 kilometer væk fra nærmeste faste bosættelse. Det var et nederlag, men ikke en fejltagelse. Den ægte fejltagelse ville være, hvis jeg slet ikke havde forsøgt. Mon ikke jeg genforsøger det projektet snart igen – denne gang med korrekt forberedelse.